Bækkenbunden udgør bunden i din krop og er i konstant bevægelse. Den er med i alt du foretager dig, både bevidst og ubevidst, og er tæt forbundet med dit åndedræt. Bækkenbunden har til funktion at aflukke udgangene der passerer, således du ikke oplever ufrivillige lækager. Den har også til funktion at løfte og støtte dine bækkenorganer, og under selve fødslen skal bækkenbunden give sig op imod 200 gange. Sidst men ikke mindst så er den også omdrejningspunkt for nydelse. Det er med andre ord utrolig vigtigt for dit velbefindende, at din bækkenbund fungerer.
Bækkenbunden er så at sige en kompleks størrelse. Den skal være parat, når det kræves, og den skal kunne slappe af, når det kræves. Den består af en masse muskler og bindevæv, hvor flere udgange passerer (anus, skedeåbning og urinrør). Den består af tværstribet muskulatur, hvilket på dansk betyder, at vi kan styre bækkenbunden med viljens kontrol og selv aktivt spænde op i den. Bækkenbunden har dog et reflektorisk sammenspil med andre dele af kroppen, hvilket bidrager til kompleksiteten af bækkenbunden, da den jo så ikke altid helt er under viljens kontrol.
Symptomer på nedsat funktion af bækkenbunden
- Inkontinens: ufrivillig vandladning
- Smerter: smerter ved sex, ved bevægelse samt cyklus relaterede smerter
- Forstoppelse
- Manglende evne til at knibe
- Manglende evne til at slappe af i bækkenbunden
- Tyngdefornemmelse i bækkenbunden
Dette resulterer ofte i:
- Manglende lyst til bevægelse
- Frygt for at tisse i bukserne
- Manglende lyst til sex
- Utilpashed
- På sigt kan nedsat funktion af bækkenbunden resultere i nedsynkning af underlivsorganer
Bækkenbunden i funktion
Når du kniber op i din bækkenbund løfter de inderste strukturer (hængekøjen) dine underlivsorganer op og frem og slår på denne måde et ”knæk” på de udgange, der passerer i bækkenbunden, således de aflukkes. Denne mekanisme vil medføre, at nerveimpulser får de dybe lukkemuskler længere inde i både urinrør og endetarm til at lukke tæt.
I løbet af vores liv mister vores bækkenbund smidighed og den kan miste evnen til at reagere. Dette gør sig især gældende efter graviditet, fødsel og med stigende alder og derfor bliver det ofte nødvendigt at lære sin bækkenbund at kende igen forfra. Du skal altså lære din bækkenbund gennem målrettede øvelser og afspænding, hvornår den skal trække sig sammen, og hvornår den skal slappe af.
Bækkenbundstræning er bevist at være mest effektivt, når den er superviseret af en fysioterapeut med viden indenfor dette område.
Jeg er uddannet indenfor det urologiske, gynækologiske og obstetriske område og kan behandle problemstillinger vedrørende bækkenbunden.