Vidste du at 1 ud af 10 kvinder lider af endometriose? At det er en utrolig svær diagnose at stille, da symptomerne varierer, og man ikke altid kan se det med det blotte øje?

Endometriose er en smertefuld tilstand i underlivet, hvor livmoderslimhinde vokser udenfor livmoderen. Tilstanden kan være meget smertefuld og invaliderende og medfører ofte nedsat fertilitet.   

Man ved ikke præcist, hvorfor endometriose opstår, men man har en formodning om, at det skyldes retrograd menstruation, hvor en del af menstruationsblodet løber baglæns og derved trækker livmoderslimhinde med sig tilbage i bughulen.

Det meste af blodet kan kroppen godt absorbere selv, men det resterende kan/vil skabe en betændelseslignende tilstand, hvor kroppen reagerer ved at aktivere immunforsvaret, der danner kapsel omkring vævet, og derved skaber arvæv. Arvævet vil typisk sidde på tarme, æggestokke, blære og på livmoderen, hvor det vil nedsætte bevægeligheden imellem organerne. Livmoderslimhinden som nu sidder i bughulen, vil her stadig reagere som livmoderslimhinde i livmoderen og påvirkes af de hormoner kroppen producerer igennem en cyklus – især østrogen.   

Det skal nævnes at det ikke er unormalt at bløde baglæns (retrograd menstruation), men hvorfor det hos nogle kvinder udvikler sig til endomteriose vides ikke med sikkerhed.

Symptomer og behandling

Symptomerne på endometriose kan variere og med tiden tage til i styrke. Smerter i underlivet er en af de mest udprægede symptomer på endometriose og vil i starten forekomme mest omkring blødningen. Med tiden vil det potentielt udvikle sig til at give smerter i det meste af en cyklus, da vævet påvirkes af især østrogen. Smerterne vil udover at være cyklusrelaterede også kunne give smerter ved vandladning og afføring og eventuelt smerter under sex.

Smerterne i underlivet skyldes de sammenvoksninger som endometriosen forårsager. Disse sammenvoksninger/arvæv nedsætter bevægeligheden mellem underlivsorganerne, hvilket forhindrer dem i at bevæge sig frit som de bør. Herudover skaber endometriosen også en kronisk betændelsestilstand som ligeledes giver smerter.  

Ofte vil endometriose kvinder være ramt af træthed, da de bruger en masse energi på at bearbejde deres smerter og den kroniske betændelsestilstand.

Mange kvinder med endometriose har desværre fertilitetsudfordringer pga. de tilstande den medfører. Endometriosen kan som tidligere nævnt medføre arvæv som skaber sammenvoksninger mellem underlivets organer og i æggelederne, hvilket giver dem svære arbejdsbetingelser og nedsat blodcirkulation. Her udover vil smerterne også præge kvinderne, således de måske ikke har regelmæssig sex.  

Som fertilitetsfysioterapeut arbejder jeg med symptombehandling dvs. jeg kan ikke fjerne din endomteriose, men jeg kan arbejde med dine symptomer og lindre dem. Behandlingen er briksbehandling, hvor der arbejdes manuelt med arvævet ned gennem maven for at bryde op i arvævet, øge blodcirkulation til området og løsne op i omkringliggende opspændt muskulatur. Behandlingen indebærer ofte laserbehandling for at fremme ny heling af vævet samt dæmpe inflammation og igen øge blodcirkulation til området. Behandlingen følges altid op med øvelser og vejledning om motion, da disse tiltag også har en positiv effekt på endometriose.

Der er desværre ikke nogen kur mod endometriose, men fysioterapeutisk behandling kan afhjælpe endometriosen, således symptomerne dæmpes og forholdene i underlivet bedres.    

Hvis du vil vide om jeg kan hjælpe dig kan du altid kontakte mig ganske uforpligtende